Didaktiske overvejlsesmodel begrebsforklaring
LÆRINGSTEORIER
En læringsteori er en teori om, hvordan mennesker lærer og tilegner sig viden. Den e-didaktiske overvejelsesmodels tre former for e-læring tager udgangspunkt i den instruktivistiske, den radikalt konstruktivistiske og den socialkonstruktivistiske læringsteori. De tre læringsteorier beskrives her i forenklet form:
Instruktivistiske læringsteori
I den instruktivistiske læringsteori ses læring som en mental proces, der sættes i gang ved hjælp af en overførsel af information. Undervisning ud fra denne læringsteoretiske forståelse er centreret omkring formidlingen af information, og underviseren har ansvaret for, at formidlingen af information finder sted.
Viden opfattes i den instruktivistiske læringsteori som kulturelt defineret, og den lærende må aktivt bruge sine kognitive evner til at bearbejde og forstå den information, der formidles af underviseren eller stoffet, og på den baggrund gøre fællesskabets viden til sin egen.
Radikal kontruktivistiske læringsteori
I den konstruktivistiske læringsteori udvikler den lærende sin viden gennem en afprøvende proces. Undervisning ud fra denne læringsteoretiske forståelse er centreret omkring den lærende og dennes problematiserende forhold til stoffet.
Den lærende udvælger selv, hvilket stof der skal arbejdes med, og har selv ansvaret for at skabe passende rammer og støtte for læreprocessen. Derfor taler man indenfor konstruktivistisk læring ofte om ansvar for egen læring.
Konstruktivistisk læring er baseret på deltagerens individuelle mentale konstruktion af viden.
SOCIALKONSTRUKTIVISTISK LÆRINGSTEORI:
Inden for den socialkonstruktivistiske læringsteori har læringsprocessen en mere social karakter, end i den radikalt konstruktivistiske læringsteori.
Underviseren deltager i praksisfællesskabet på lige fod med de lærende, og kommunikationen mellem deltagerne i dette praksisfællesskab er central.
Viden konstrueres i kommunikationen i det sociale rum, på baggrund af den enkeltes sansning, og viden er dermed en fælles konstruktion bestående af de enkelte lærendes og underviserens forståelser.
KOMMUNIKATIONSFORMER
Der findes mange forskellige teorier om kommunikation. I den e-didaktiske overvejelsesmodel tages der afsæt i den russiske litteraturteoretiker M.M. Bakhtins teori om den monologiske, den dialogiske og den polyfone kommunikation. Her beskrives de tre former for kommunikation i forenklet form.
MONOLOGISK KOMMUNIKATION:
Den monologiske kommunikation er en én-vejs kommunikation. Den har én afsender og én modtager, og de to har statiske roller.
Det betyder, at kun den ene part har indflydelse på kommunikationens indhold.
I en læringssituation anvendes den monologiske kommunikation ofte i forbindelse med underviserens gennemgang af et stof og i forbindelse med andre former for formidling.
DIALOGISK KOMMUNIKATION:
Den dialogiske kommunikation er en to-vejs kommunikation. Den har én afsender og én modtager, som løbende skifter roller.
Det betyder, at begge parter har indflydelse på kommunikationens indhold.
I en læringssituation anvendes den dialogiske kommunikation ofte i forbindelse med f.eks. underviserens vejledning af en lærende eller i en samtale mellem to lærende.
POLYFON (FLERSTEMMIG) KOMMUNIKATION:
Den polyfone kommunikation er en fler-vejs kommunikation. Den har flere afsendere og flere modtagere, som løbende skifter roller.
Det betyder, at mange forskellige parter har indflydelse på kommunikationens indhold.
I en læringssituation anvendes den polyfone kommunikation ofte i forbindelse med f.eks. fælles diskussioner af et emne eller i en fælles udveksling af idéer.
MATERIALEFORMER:
Materialeformerne ”Lær med underviser”, ”lær selv/lær selv med underviser” og ”lær selv med andre” er defineret og anvendt af @ventures/eVidenCenter i flere sammenhænge. I det følgende vil de væsentligste kendetegn ved de tre former for materiale blive præsenteret.
LÆR MED UNDERVISER
Et ”lær med underviser” materiale er kendetegnet ved, at det må medieres og differentieres af underviseren. Det drejer sig ofte om formidlende materialer, såsom PowerPoints eller tekster, som den lærende skal uddrage information af.
Underviseren opstiller mål for, hvilke informationer den lærende skal uddrage af materialet og har hele tiden muligheden for at tilpasse eller udskifte dele af materialet, så disse mål nås.
Den lærende vil ikke kunne arbejde selvstændigt med et ”lær med underviser” materiale over længere forløb, fordi det kun er underviseren, der har overblikket over hvilke dele af materialet, der bør udskiftes, hvis de opstillede læringsmål ikke umiddelbart opfyldes.
LÆR SELV/LÆR SELV MED UNDERVISER:
Et ”lær selv/lær selv med underviser” materiale er kendetegnet ved, at den lærende i stor udstrækning kan arbejde selvstændigt med det. Materialet har indbyggede differentieringsmuligheder, og der er indbygget forskellige vejledningsværktøjer, som gør det muligt for den lærende at overvinde eventuelle vanskeligheder ved stoffet.
Eksempler på ”lær selv/lær selv med underviser” materialer kan f.eks. være læringsobjekter. Den lærende kan, hvis han/hun skønner det nødvendigt, rette henvendelse til underviseren og få vejledning fra denne.
En sådan vejledning fra underviseren vil ske på den lærendes præmisser, og den lærende inddrager kun de dele af underviserens vejledning i den fortsatte proces, som han/hun finder relevant.
LÆR SELV MED ANDRE:
Et ”lær selv med andre” materiale er kendetegnet ved, at det lægger op til et samarbejde mellem de lærende og mellem de lærende og underviseren.
Materialet kan være hentet udenfor den uddannelsesmæssige kontekst og er derfor ikke altid didaktiseret.
Det betyder, at underviseren og de lærende i fællesskab må vurdere, hvordan materialet kan tilgås og bearbejdes.
Også Web 2.0 værktøjer, f.eks. wikis og blogs, som lægger op til brugernes egen produktion og udvikling af indhold, hører til i denne kategori af materialer.
En læringsteori er en teori om, hvordan mennesker lærer og tilegner sig viden. Den e-didaktiske overvejelsesmodels tre former for e-læring tager udgangspunkt i den instruktivistiske, den radikalt konstruktivistiske og den socialkonstruktivistiske læringsteori. De tre læringsteorier beskrives her i forenklet form:
Instruktivistiske læringsteori
I den instruktivistiske læringsteori ses læring som en mental proces, der sættes i gang ved hjælp af en overførsel af information. Undervisning ud fra denne læringsteoretiske forståelse er centreret omkring formidlingen af information, og underviseren har ansvaret for, at formidlingen af information finder sted.
Viden opfattes i den instruktivistiske læringsteori som kulturelt defineret, og den lærende må aktivt bruge sine kognitive evner til at bearbejde og forstå den information, der formidles af underviseren eller stoffet, og på den baggrund gøre fællesskabets viden til sin egen.
Radikal kontruktivistiske læringsteori
I den konstruktivistiske læringsteori udvikler den lærende sin viden gennem en afprøvende proces. Undervisning ud fra denne læringsteoretiske forståelse er centreret omkring den lærende og dennes problematiserende forhold til stoffet.
Den lærende udvælger selv, hvilket stof der skal arbejdes med, og har selv ansvaret for at skabe passende rammer og støtte for læreprocessen. Derfor taler man indenfor konstruktivistisk læring ofte om ansvar for egen læring.
Konstruktivistisk læring er baseret på deltagerens individuelle mentale konstruktion af viden.
SOCIALKONSTRUKTIVISTISK LÆRINGSTEORI:
Inden for den socialkonstruktivistiske læringsteori har læringsprocessen en mere social karakter, end i den radikalt konstruktivistiske læringsteori.
Underviseren deltager i praksisfællesskabet på lige fod med de lærende, og kommunikationen mellem deltagerne i dette praksisfællesskab er central.
Viden konstrueres i kommunikationen i det sociale rum, på baggrund af den enkeltes sansning, og viden er dermed en fælles konstruktion bestående af de enkelte lærendes og underviserens forståelser.
KOMMUNIKATIONSFORMER
Der findes mange forskellige teorier om kommunikation. I den e-didaktiske overvejelsesmodel tages der afsæt i den russiske litteraturteoretiker M.M. Bakhtins teori om den monologiske, den dialogiske og den polyfone kommunikation. Her beskrives de tre former for kommunikation i forenklet form.
MONOLOGISK KOMMUNIKATION:
Den monologiske kommunikation er en én-vejs kommunikation. Den har én afsender og én modtager, og de to har statiske roller.
Det betyder, at kun den ene part har indflydelse på kommunikationens indhold.
I en læringssituation anvendes den monologiske kommunikation ofte i forbindelse med underviserens gennemgang af et stof og i forbindelse med andre former for formidling.
DIALOGISK KOMMUNIKATION:
Den dialogiske kommunikation er en to-vejs kommunikation. Den har én afsender og én modtager, som løbende skifter roller.
Det betyder, at begge parter har indflydelse på kommunikationens indhold.
I en læringssituation anvendes den dialogiske kommunikation ofte i forbindelse med f.eks. underviserens vejledning af en lærende eller i en samtale mellem to lærende.
POLYFON (FLERSTEMMIG) KOMMUNIKATION:
Den polyfone kommunikation er en fler-vejs kommunikation. Den har flere afsendere og flere modtagere, som løbende skifter roller.
Det betyder, at mange forskellige parter har indflydelse på kommunikationens indhold.
I en læringssituation anvendes den polyfone kommunikation ofte i forbindelse med f.eks. fælles diskussioner af et emne eller i en fælles udveksling af idéer.
MATERIALEFORMER:
Materialeformerne ”Lær med underviser”, ”lær selv/lær selv med underviser” og ”lær selv med andre” er defineret og anvendt af @ventures/eVidenCenter i flere sammenhænge. I det følgende vil de væsentligste kendetegn ved de tre former for materiale blive præsenteret.
LÆR MED UNDERVISER
Et ”lær med underviser” materiale er kendetegnet ved, at det må medieres og differentieres af underviseren. Det drejer sig ofte om formidlende materialer, såsom PowerPoints eller tekster, som den lærende skal uddrage information af.
Underviseren opstiller mål for, hvilke informationer den lærende skal uddrage af materialet og har hele tiden muligheden for at tilpasse eller udskifte dele af materialet, så disse mål nås.
Den lærende vil ikke kunne arbejde selvstændigt med et ”lær med underviser” materiale over længere forløb, fordi det kun er underviseren, der har overblikket over hvilke dele af materialet, der bør udskiftes, hvis de opstillede læringsmål ikke umiddelbart opfyldes.
LÆR SELV/LÆR SELV MED UNDERVISER:
Et ”lær selv/lær selv med underviser” materiale er kendetegnet ved, at den lærende i stor udstrækning kan arbejde selvstændigt med det. Materialet har indbyggede differentieringsmuligheder, og der er indbygget forskellige vejledningsværktøjer, som gør det muligt for den lærende at overvinde eventuelle vanskeligheder ved stoffet.
Eksempler på ”lær selv/lær selv med underviser” materialer kan f.eks. være læringsobjekter. Den lærende kan, hvis han/hun skønner det nødvendigt, rette henvendelse til underviseren og få vejledning fra denne.
En sådan vejledning fra underviseren vil ske på den lærendes præmisser, og den lærende inddrager kun de dele af underviserens vejledning i den fortsatte proces, som han/hun finder relevant.
LÆR SELV MED ANDRE:
Et ”lær selv med andre” materiale er kendetegnet ved, at det lægger op til et samarbejde mellem de lærende og mellem de lærende og underviseren.
Materialet kan være hentet udenfor den uddannelsesmæssige kontekst og er derfor ikke altid didaktiseret.
Det betyder, at underviseren og de lærende i fællesskab må vurdere, hvordan materialet kan tilgås og bearbejdes.
Også Web 2.0 værktøjer, f.eks. wikis og blogs, som lægger op til brugernes egen produktion og udvikling af indhold, hører til i denne kategori af materialer.
Kommentarer
Send en kommentar